Diffuse tanker om dannelse

Dannelsen - en evig diskussion 

Inspiration

Ved min introduktion til et fælleskab for nyligt identificerede jeg mig selv ved hjælp af to ret forskellige egenskaber - som jeg beskæftiger mig med til daglig – der både har opponerende og forenende værdier; den ene som ”kriger” og den anden som ”pædagogikstuderende fra Københavns Universitet”.

Efterfølgende blev jeg prompte spurgt hvordan jeg ville definere ”dannelse”.

Midt i den relativt dannede piberøg og det relativt dannede selskab, kom spørgsmålet en smule bag på mig…  Jeg blev i tvivl…. Hvad er dannelse…?

Praktisk dannelse

Helt praktisk handler dannelse om at blive dannet til noget af noget eller nogen i en læringssituation af en eller anden karakter. Det var dog ikke så enkelt for mig at svare på.

Et pædagogisk grundlag

Det kan måske syntes ligegyldigt for dig, men for en pædagogikstuderende burde spørgsmålet være ligetil - eller knap så fremmed - da det er et væsentligt raison d´etre for studiet, omhandlende pædagogisk praksis og pædagogisk videnskab.

Dannelse - Et komplekst begreb

Ved nærmere undersøgelse og ved at reflektere over spørgsmålet har jeg fundet frem til at der kan være flere forskellige svar....

Det finder du måske underligt, hvis du er af den mening at dannelse defineres ud fra ens evne til at kunne sikre sig selv socialt, forsørge sig selv og indgå i sammenhæng med samfundet på en seriøs og konstruktiv måde som fx Dorte Marie Søndergaard beskriver:

Citat: “I de moderne velfærdssamfund er samfundsmæssig integration gennem professionel virksomhed det, der sikrer en aktør social. Det er det, der resulterer i økonomiske ressourcer og social anderkendelse og bekræftelse – alt sammen I varierende grad afhængigt af hvor aktørerne formår at placer sig, og hvor omverdenen åbner muligheder for og accepterer en sådan placering”. (Dorte Søndergaard, 1996)

Hvis du dykker tilbage i dannelsesbegrebet er det dog ikke så simpelt. Definitionen af dannelse er nemlig i høj grad påvirket af hvem du spørger og en meget kort og meget karikeret, historisk gennemgang, kan belyse det komplekse ved dette...

De rigtig gamle tanker

Sokrates motto: ”Kend dig selv” - ligger op til opfattelsen af at mennesket har en indre form det kan finde frem til ved hjælp af selvprøvelse og vedblivende udfordring af ens egne holdninger.

Sokrates elev, Platon, er mere højtravene og spørger analyserende; ”Hvad er et menneske?”, med forud indtagning af at han rationelt ville kunne finde frem til dette.

Platons definition af dannelse lader til – stadig kortfattet - at være sat fra et politisk og rationelt perspektiv, men med en idé om livslang dannelse og lyst som drivfaktor for dannelsen, nemlig: ”Hvert menneske yder det til fællesskabet, som han/hun egner sig bedst til, for at det samlede produkt bliver bedst muligt og til gavn for alle”.

Aristoteles søger derimod ikke ét fælles svar, det handler for ham derimod om at: ”blive god ved at gøre det gode fremfor at kende det gode som en idé”. Med andre ord at gøre det gode fremfor at kende det gode fra et rationelt perspektiv med én idé om et fælles universalistisk dannelsesideal.

De lidt gamle tanker

Op igennem den vestlige historie har mange andre filosoffer, videnskabsmænd, politikere og religiøse lærde gjort sig tanker om hvad et menneske er og hvad dannelse er.

Grundtvig definere folkelig dannelse, som er i tråd med Dorte Marie Søndergaards citat, dog med en større reference til fælles historie som fællesnævner for national identitet.

Specielt John Locke, Jean Jacques Rousseau og Immanuel Kant kappes om hvordan og hvilke faktorer der kendetegner et dannet menneske. Uenigheden eller dilemaet ligger grundlæggende i hvad mennesket er og hvad det skal danne sin tro imod. Er menneskets natur medfødt eller konstrueret, og skal det være tro mod kulturen eller sig selv.

De mere moderne tanker om dannelse

Disse historiske tanker danner endvidere grundlag for forskellige – moderne og samtidige – undersøgelser og teorier, der hævder sig mere eller mindre kausale eller videnskabeligt beviste, men til stadighed er de ligeså forskellige.

Psykologien og sociologien kommer med forskellige bud på naturisme og konstruktionisme.

Michel Foucault, fritænker der er hyppigt brugt i sociologien, ser mennesket som et socialt historisk produkt i stedet for et naturligt væsen. Mennesket indgår her i sociale magtmekanismer hvor der ikke kan tilbagevises et menneskeligt ansvar, men hvor mennesket anskues som del af de diskurser hvori der eksisterer handlemuligheder for mennesket.

For Foucault handler dannelse om at være bevist om påvirkningen af diskurser og ens egen oprindelse som socialt historisk væsen – ved at være opmærksom på dette kan det enkelte menneske være mere selvforvaltende og mindre indirekte påvirket af herskende diskurser og sandhedsregimer.

Andre psykologiske teorier ser mennesket alene som et naturligt forklarligt væsen hvor der ikke hersker fri vilje, men hvor det er betinget til at handle som det gør ud fra en grund idé om at vi er drevet mod lyst væk fra ulyst. Her kan et mål for dannelsen være at danne sig til et rationelt væsen ved hjælp af akademisk opdragelse sådan at man får kontrol over ens drifter.

Dannelsesidealet?

Efter alle disse tanker om hvad dannelse kan være er det svært at konkludere noget overhovedet. Det er min egen opfattelse, at de fleste har en opfattelse af, at dannelse handler om: ”national dannelse, lokal dannelse, kulturel dannelse eller global dannelse”. En eller anden form for sameksistens og loyalitet med ”et samfund” og en ”leven op til” den eksisterende og herskende norm heri.

Det er også min opfattelse at akademisk dannelse er i højeste kurs i den vestlige verden, med idéen om akademisk dannelse, er der måske nogle der kan gå hen og tro på videnskabelig dannelse med et ideal om en videnskabelig bevist universel dannelse som er bedst for alle.

Men set i lyset af min karikerede og diffuse gennemgang der ikke er de respektive tænkere værdigt, ser jeg det højst usandsynligt og ret skræmmende om der var nogen der ville finde frem til et universelt og anderkendt dannelsesideal.

Forvirring og nysgerrighed

Jeg er måske(jeg skriver måske fordi jeg er blevet endnu mere godt forvirret af at skrive dette), mere fortaler for en praktisk dannelse: ”Kend dig selv” som Sokrates motto – at udfordre én selv og andre af én selv og af andre.

At gøre det gode ved at handle, som Aristoteles, men efter ens egen overbevisning og ikke nødvendigvis samfundets, historiens, videnskabens eller kulturens, men med en integritet overfor én selv.

Det vil også have den konsekvens at alle kan være dannede, eller hævde at de er det. En kriminel kan være dannet såfremt han er tro mod sig selv, en akademiker kan være dannet såfremt han er tro mod sig selv. Ligeledes kan alle være ”ikke dannede”. Min egen opfattelse er til stadighed utrolig diffus og usikker. Jeg syntes dog ikke selv den er ligeså usikker som at hævde nogen form for universalistisk dannelse eller ideal dannelse.

Hmm… Det kan nævnes at da jeg skulle skrive ”ikke dannede” ”udannet” ovenover, manglede jeg ord.

Hvad er det modsatte af dannelse?

Er det ”ingenting”, eller ”intet skabt”..

Man ville måske henlede sig til at kalde det barbarisk, i mangel på bedre, men er det ikke mere en form for dannelse der ikke er kulturelt accepteret.

Helt praktisk, fritaget fra et ideal, vil dannelse jo egentlig bare være at have lært noget, uagtet hvad det så end måtte være…

Kilder:

Selskabelige dialoger

Krigeriske situationer og tendenser

Pædagogikstudiet

- samt artikler fra Modul 1 og 2

Det tomme menneske af Dag Heede

Klassisk og moderne pædagogisk teori af Peter Østergaard Andersen og Tomas Ellegaard.